Lørdag d. 2. oktober havde Frivilliggruppen traditionen tro inviteret lokale flygtningefamilier til efterårsfest - denne gang på Naturskolen ved Hald Hovedgård. Det blev en rigtig dejlig dag med oplevelser for både store og små.
En naturvejleder satte gang i festlighederne med med sjove opgaver og lege; alle med udgangspunkt i naturen omkring os. Der blev kravlet op og ned af skrænterne til Hald Sø, der blev lavet kreative kunstværker af blade og grene, og der blev tændt bål og bagt snobrød til den helt store guldmedalje.
Efterfølgende var der spisning og hyggelig snak ved bordene, med lækker mad leveret af Rami Melly fra Frivilliggruppen.
Tak til alle, der deltog - familier, børn og voksne, såvel som frivillige. Vi glæder os til at se jer igen til næste efterårsfest!